Formålene i akkrediteringen er som beskrevet i Erasmusplanen nedenfor.
Herudover har vi valgt også at benytte os af den nye mulighed for at søge kursistmobiliteter.
Dette har vi valgt blandt andet for at kunne give kursisterne en unik mulighed for at stifte bekendtskab med andre europæiske lande og kulturer.
Formål 1
For at kursisterne på VUC Storstrøm trives, kræver det ofte, at underviserne kommer med en anden tilgang til undervisning end den, kursisterne kender fra den danske grundskole. Ved at institutionens undervisere besøger andre europæiske uddannelsesinstitutioner, får de mulighed for at modtage friske indspark til deres undervisning og efterfølgende prøve dem af i den danske voksenuddannelseskontekst.
Formålet er ikke blot at dygtiggøre og inspirere de rejsende undervisere, men også at de opnåede erfaringer deles med kolleger og fagteams, således at den nyerhvervede viden når længere ud i organisationen og flere kursister kommer til at nyde godt af det. Den opnåede erfaring vil bl.a. være med til at muliggøre og højne kvaliteten af det agile uddannelsestilbud, der omtales i VUC Storstrøms strategi, samt muligvis medvirke til bekæmpelse af kursistfrafald. Afhængigt af mobiliteternes placering i semestret, forventes det at de første resultater ses i forårssemestret 2023.
Formål 2
VUC Storstrøm ønsker at undersøge muligheden for nye internationale partnerskaber, bl.a. i forbindelse med fremtidige KA2- og KA3-ansøgninger. VUC Storstrøm søger internationale partnere, der står med samme demografiske (og muligvis geografiske) udfordringer, og som derfor også søger værktøjer, løsninger og muligheder, der kan afhjælpe de umiddelbare problemstillinger. Derudover søges også internationale partnere, der udviser samme åbenhed for at eksperimentere med læringsdesign og multimodalitet i undervisningen.
Formål 3
VUC Storstrøm ønsker at invitere internationale eksperter til Danmark, således at både undervisere og kursister kan blive direkte eksponeret for den viden og erfaring de kommer med. Ved at få input fra besøgende internationale eksperter på skolen, får underviserne ikke blot en ny vinkling på mulighederne inden for læringsdesign, de får den også i deres egen lokale kontekst, og kan forhåbentlig derfor lettere se eksperternes erfaringer og viden overført til deres egen undervisning.
Derudover ønsker VUC Storstrøm at vise de internationale samarbejdsmuligheder der er for institutionens undervisere, og være med til at nedbryde eventuelle negative fordomme om provinsialisme og begrænsninger på uddannelsesinstitutioner i de små danske byer i håb om, at underviserne som kulturbærere videregiver en stolthed over VUC Storstrøms uddannelsestilbud til kursisterne. Ydermere vil det muliggøre at introducere kursisterne for internationale eksperter, som man ellers ikke ville kunne invitere til VUC Storstrøm. Besøg fra internationale eksperter vil derfor ikke blot komme underviserne til gode, men vil også indvie kursisterne i det internationale miljø på VUC Storstrøm.
Besøg fra internationale eksperter forventes tidligst at forekomme i efterårssemestret 2022, men efterfølgende kontinuerligt i løbet af akkrediteringsperioden. Besøg fra internationale eksperter vil blive registreret og kvalitativt evalueret efter besøget af de involverede parter og udviklingsafdelingen med henblik på kvalitetssikring af fremtidige besøg.
Realiserede aktiviteter for 2021-midlerne:
- Gruppemobiliteter (kursister): 69 mobiliteter
- Kurser og træningsaktiviteter (medarbejdere): 11 mobiliteter
- Inviterede eksperter: 5 mobiliteter
Realiserede aktiviteter for 2022 midlerne:
- Gruppemobiliteter (kursister): 72 + 9 ledsagere (undervisere/mentorer/vejledere) mobiliteter
- Kurser og træningsaktiviteter (medarbejdere): 15 mobiliteter
- Jobshadowing (medarbejdere): 3 mobiliteter